Lav havbund letter søgning efter AirAsia-fly
Eftersøgningen af det forsvundne fly ud for Indonesien har bedre vilkår end jagten på MH370, siger ekspert.
Eftersøgningen fra luften er i fuld gang.
Eftersøgningen fra luften er i fuld gang. Foto: Dita Alangkara/AP


Opgaven med at finde AirAsias fly QZ8501, der søndag morgen dansk tid forsvandt ud for Indonesien, bliver nemmere, end den lignende redningsaktion efter flyet MH370, der forsvandt i marts i Det Indiske Ocean tæt ved Australien.

Det vurderer formanden for Ingeniørforeningen Flyveteknisk Selskab, Paul Hulme Harrison.

Myndighederne antager, at flyet er styrtet ned og ligger på bunden af Javahavet nordøst for Indonesien. Her kan det blive afgørende, at dybden på Javahavet i gennemsnit er 151 meter mod flere kilometer i det Indiske Ocean.

Grunden til at havets dybde, kan blive afgørende, er, at den sorte boks i flyet kan udsende signaler gennem en kilometers vand.

- Det gøre det meget nemmere, for hvis du kan høre dem igennem en kilometers vand, så kan du høre det på overfladen, mener Paul Hulme Harrison.

- Problemet med det fly, de ledte efter ude ved Australien, var, at hvis det ligger under fire kilometer vand, så skal du slæbe en mikrofon tre kilometer under overfladen for at have en chance for at høre signalet fra den sorte boks.

Indonesiske myndigheder tror, at flyet ligger på havets bund, men har ifølge Reuters tidligere arbejdet med en teori om, at flyet er nødlandet på havet. Den teori var måske ikke kun en forhåbning. Det er nemlig muligt, mener Paul Hulme Harrison.

- Det kan lade sig gøre, men det er meget kritisk, for der er et meget lille manøvrerum af hastighed og indflyvningsvinkel, og man skal lige ned med begge motorer, siger han.

- Hvis ikke de gør det rigtig, så siger det knald, og så er det hele revet fra hinanden.

Han påpeger, at det er gjort før.

- Husk ham, der landede på Hudson River. Der landede piloten et fly i den modelserie, siger Paul Hulme Harrison.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.