Lauritz.com er klar til at gå på børsen i Stockholm
Auktionshuset Lauritz.com forventer at blive noteret på børsen i Stockholm i andet kvartal af 2016.
Lauritz.com er klar en børsnotering for at rejse penge til fortsat ekspansion. Her arkivfoto af grundlægger og bestyrelsesformand Bengt Sundström.
Lauritz.com er klar en børsnotering for at rejse penge til fortsat ekspansion. Her arkivfoto af grundlægger og bestyrelsesformand Bengt Sundström. Foto: Lauritz.com/Free


Auktionshuset Lauritz.com går på børsen Nasdaq First North Premier i Stockholm. Det bekræfter selskabet i en pressemeddelelse.

Børsnoteringen forventes i andet kvartal af 2016, og ifølge det danske auktionshus skal noteringen på den svenske børs sikre fremtidig vækst.

- Børsnoteringen forventes at øge Lauritz.com's finansielle styrke og vil hjælpe med at fremme Lauritz.com's vækststrategi, skriver selskabet i meddelelsen.

TV2 Business oplyste onsdag, at auktionshuset har valgt børsen i Stockholm frem for i København, fordi selskabet er bekymret for lav aktieomsætning blandt de små og mellemstore selskaber på den danske fondsbørs.

Ifølge TV2 Business er der i Sverige tradition blandt de professionelle investorer for at købe aktier i mindre selskaber og ikke kun de helt store.

Virksomhedens grundlægger og bestyrelsesformand Bengt Sundström udtalte i februar i år, at han har ambitioner om, at Lauritz.com skal være størst i verden inden for onlineauktioner.

Lauritz.com startede med onlineauktioner i 1999, hvor omsætningen var på 20 millioner kroner for hele selskabet. I 2014 var omsætningen på godt en milliard kroner.

I 2014 købte auktionshuset markant op, da man købte den førende svenske konkurrent, Stockholms Auktionsverk.

Lauritz.com har i dag en stor onlineforretning og 26 auktionshuse - fordelt med 13 i Danmark, otte i Sverige, tre i Tyskland, et i Norge og et i Belgien.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.