Lauge skifter til Flensburg-Handewitt
Landsholdsspilleren Rasmus Lauge skifter fra THW Kiel til Flensburg-Handewitt i den tyske Bundesliga.
Rasmus Lauge i VM-kampen mod Rusland i Doha. Landsholdsspilleren skifter fra THW Kiel til Flensburg-Handewitt i den tyske Bundesliga.
Rasmus Lauge i VM-kampen mod Rusland i Doha. Landsholdsspilleren skifter fra THW Kiel til Flensburg-Handewitt i den tyske Bundesliga. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Den danske landsholdspiller Rasmus Lauge har fundet nye græsgange at fortsætte håndboldkarrieren på. Og de er ikke langt væk.

Fra næste sæson smider han THW Kiel-trøjen og fortsætter hos rivalerne fra SG Flensburg-Handewitt, hvor han bliver holdkammerat med flere danskere. Det bekræfter Flensburg-Handewitt tirsdag på klubbens hjemmeside.

Rasmus Lauge har fået en treårig kontrakt med den nordtyske danskerklub, der i forvejen tæller blandt andre Anders Eggert, Lasse Svan Hansen og Thomas Mogensen.

Den danske playmaker gør dog sæsonen færdig i Kiel, inden han drager videre, og han ser frem til frisk luft under karrierevingerne.

- Jeg er glad for, at jeg kan skifte til SG (Flensburg-Handewitt, red.). Det er for mig en af de største klubber i Europa, og jeg glæder mig til at bære klubbens trøje fra næste sæson, siger Lauge til klubbens hjemmeside.

Tiden i THW Kiel har været plaget af et par slemme skader, men nu er Lauge spilleklar, og Flensburg-træner Ljubomir Vranjes ser frem til at få danskeren ind på holdet.

- Jeg ser frem til at arbejde sammen med Rasmus Lauge, som jeg stadig ser et stort potentiale for udvikling i, lyder det fra træneren.

Rasmus Lauge kom til Kiel i 2013 og blev allerede i sin første sæson tysk mester. Holdet fører også Bundesligaen lige nu, og han kan altså nå endnu et mesterskab, inden han skifter klub.

Kiel er også i semifinalen i Champions League, hvor klubben i slutningen af maj jagter den fineste europæiske titel - fortsat med Lauge på holdet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.