Laudrup tester sit nye mandskab mod topholdet i Qatar
I sin anden opgave som cheftræner for Al-Rayyan i Qatar skal Michael Laudrup op imod ligaens førerhold.
Michael Laudrup ser frem til lørdagens topkamp i Qatar.
Michael Laudrup ser frem til lørdagens topkamp i Qatar. Foto: Karim Jaafar/AFP


Michael Laudrup skal som træner for Al-Rayyan lørdag aften ud i en dyst mod El Jaish, som i øjeblikket topper Qatar Stars League - den bedste fodboldrække i Qatar.

Det er Laudrups anden kamp i spidsen for Al-Rayyans mesterhold, og han ser hjemmekampen som en test af sit nye holds styrke.

- For os er det en interessant kamp. Vi spiller mod topholdet i ligaen. Det bliver godt at få set niveauet hos Al-Rayyan i denne sæson

- Jeg ser frem til kampen, der er mange gode spillere på begge mandskaber. Det bliver en hård test for Al-Rayyan, siger Laudrup til ligaens hjemmeside.

El Jaish er lige røget ud af den asiatiske udgave af Champions League og råder blandt andre over den tidligere FC Barcelona-spiller Seydou Keita, der er blevet 36 år.

Laudrup har allerede nu set sine spillere udvikle sig under danskerens træningsmetoder, som er vejen til succes.

- Jeg har lavet nogle ændringer af spillesystemet. Det er vigtigt at bruge tid på det, og dag for dag arbejder spillerne på at blive bedre.

- Vi har gode spillere, som er villige til at træne hårdt, så jeg er optimistisk, siger Laudrup.

I Laudrups trænerdebut spillede Al-Rayyan 1-1 ude mod Al Sailiya og er lige nu placeret på femtepladsen med fem point efter tre kampe.

El Jaish, der har den tidligere franske landsholdsspiller Sabri Lamouchi som træner, er nummer et med ni point efter tre kampe.

- Jeg har respekt for Al-Rayyan, som er en stor klub og nu har en stor træner, siger Lamouchi, som selv har spillet for Laudrups nye klub i slutningen af sin aktive karriere.

Kampen begynder klokken 16.30 dansk tid.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.