Laudrup efter kontroversielt jobskifte: Kan ikke vælge job efter andres holdninger
Et diktatorisk styre i Qatar har ikke spillet ind på overvejelserne omkring Michael Laudrups karrierevalg.
Michael Laudrup blev mandag præsenteret som ny manager i klubben Al-Rayyan i Qatar.
Michael Laudrup blev mandag præsenteret som ny manager i klubben Al-Rayyan i Qatar. Foto: Karim Jaafar/AFP


En fed løncheck slår moral.

Sådan vil nogle måske tolke Michael Laudrups underskrift på kontrakten med fodboldklubben Al-Rayyan fra Qatar.

Oliestaten er blandt verdens rigeste lande grundet de enorme gas- og oliereserver, men til gengæld halter det gevaldigt med at overholde menneskerettigheder.

Laudrup får i Qatar en årlig hyre i den tocifrede millionklasse ifølge flere medier, mens der samtidig rapporteres om kummerlige forhold og dødsfald blandt migrantarbejdere, som arbejder på de kommende VM-stadioner.

Det har affødt hård kritik af landet, men Michael Laudrup mener ikke, at det er op til ham at vurdere den slags, når han skal vælge sit job.

- Jeg kommer herned for at lave et job, ligesom hvis jeg arbejdede for Mærsk eller et andet dansk firma. Der er mange lande, der ser anderledes på nogle områder, end vi gør oppe hos os, siger Laudrup til BT.

- Tag til Kina, USA, Indien, Emiraterne eller et andet sted. Sådan er det, og det kan jeg ikke hamle op med. Jeg kan jo ikke træffe mine valg ud fra, hvad andre synes.

Også sportsligt undrer mange sig over, hvorfor Laudrup tager tilbage til Qatar, hvor han i 2015 gjorde Lekhwiya til mester.

Men den tidligere Brøndby-træner slår igen fast, at han vil træne et hold i toppen af en liga, og derfor faldt valget på Al-Rayyan, der er forsvarende mester.

- Skal jeg begynde at træffe mine valg ud fra andres synspunkter, begynder vi at være et forkert sted, lyder det fra Michael Laudrup.

Den 52-årige dansker har underskrevet en toårig kontrakt som manager for klubben.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.