Lastbil kørt op i skolebus - flere tilskadekomne
Flere børn er kommet til skade ved ulykken. 22 børn, der ikke er kommet fysisk til skade, får krisehjælp.
Henter afspiller ...
Foto: Scanpix


Flere børn er torsdag eftermiddag bragt til Randers hospital og Aalborg Universitetshospital efter en trafikulykke i Nordjylland.

Ved ulykken kørte en lastbil op bag i en skolebus med asylbørn, der havde været til sprogundervisning, og flere af børnene kom til skade.

Et enkelt barn er med helikopter fløjet til traumecenteret på Aarhus Universitetshospital.

Desuden er et antal børn bragt til traumecenteret på Aalborg Universitetshospital. Ifølge de første oplysninger skulle det dreje sig om tre børn.

22 børn, der ikke er kommet fysisk til skade ved ulykken, er sammen med ansatte fra asylcentret i en bus kørt til Aalborg Universitetshospital for at få krisehjælp.

Ved 18-tiden kan politiet endnu ikke sige noget om, hvor mange børn, der er kommet til skade.

- Vi kender ikke det eksakte antal. Det arbejder vi på at finde ud af, siger vicepolitiinspektør Poul Severinsen fra Nordjyllands Politi.

I pressemeddelelser tidligere torsdag oplyste politiet, at der var 38 børn i bussen.

- Men det var ifølge de første oplysninger. Vi arbejder på at få de eksakte tal, understreger vicepolitiinspektøren.

Politiet har ikke oplysninger om chaufførerne fra bussen og lastbilen.

Ulykken skete kort før klokken 14.20, da bussen fra Terndrup Turistfart bremsede op på Løgstørvej ved Stenild, og en lastbil kørte op i den.

I forbindelse med ulykken blev Løgstørvej afspærret, men kort før klokken 17.30 meddelte politiet, at vejen var åbnet igen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.