Lastbil gav trafikkaos på motorvej på Lolland
Glat føre var formentlig årsagen til, at en lastbil skred ud og havnede på tværs af Sydmotorvejen.


En udenlandsk lastbilchauffør mistede mandag aften kontrollen over sit køretøj, så bilen skred ud og havnede på tværs på Sydmotorvejen ved Guldborgsund-tunnelen.

Det betyder, at trafikken i sydgående retning var spærret ved tunnelen på Lollandssiden.

Efter godt og vel en times tid kunne vejen åbnes igen, oplyser vagtchef Henrik Karlsen, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Anmeldelsen af den forulykkede bil i motorvejens sydgående spor kom kort før klokken 20 mandag aften.

Der er ikke oplysninger om, hvordan ulykken skete. Men årsagen er formentlig glat føre.

Mens vejen var spærret, opfordrede politiet bilisterne til at finde andre veje.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.