Den danske fodboldspiller Lasse Vigen Christensen blev matchvinder for Fulham FC, da holdet onsdag aften mødte Premier League-klubben Middlesbrough i den engelske Liga Cup.
Middlesbrough havde nyindkøbte Viktor Fischer med fra start i opgøret, men den danske landsholdsangriber måtte nøjes med at se til, da holdkammeraten Fabio med et indlæg fandt David Nugent foran mål i det 8. minut.
Angriberen viste skarphed og kynisme og headede bolden i nettet til 1-0 til Middlesbrough.
Men selv om Fulham, som spiller i den næstbedste række til dagligt, på papiret var oppe mod en stærkere modstander, så lykkedes det for hjemmeholdet at få udlignet.
Målet faldt i 54. minut, hvor en god solotur af 23-årige Ryan Tunnicliffe mundede ud i en aflevering til Scott Malone Malone, som scorede bag Middlesbroughs målmand, Brad Guzan.
Stillingen var den samme efter ordinær spilletid, og det betød, at holdene skulle ud i forlænget spilletid for at finde en vinder af opgøret.
Efter 113. minutter var Scott Malone igen på spil. Han sendte en bold ind i modstanderens felt, og inde foran mål kunne anføreren for det danske U21-landshold, Lasse Vigen Christensen, sparke bolden i kassen.
Der blev ikke scoret flere mål i opgøret, og mens Middlesbrough må tage hjem og fokusere på Premier League, så er Fulham FC videre til næste runde i den engelske Liga Cup.
/ritzau/