Den danske landsholdsspiller i håndbold Lasse Svan har forlænget sin kontrakt hos Flensburg-Handewitt i Tyskland med yderligere to år.
Det betyder, at den 31-årige højre fløj bliver hos nordtyskerne frem til sommeren 2017, meddeler klubben på sin hjemmeside.
- Lasse spiller altid på højt niveau, og det vil han også gøre de næste to år. Jeg er glad for, at jeg fortsat kan arbejde med ham.
- Han er en vigtig brik på vores hold, siger Flensburg-Handewitt-træner Ljubomir Vranjes til Flensborg Avis.
Lasse Svan kom til Flensburg-Handewitt i 2008 fra GOG Gudme. Sammen med tyskerne har han blandt andet vundet Champions League-titlen i sidste sæson.
- Jeg er utrolig stolt over at spille yderligere to år hos Flensburg, siger Lasse Svan til klubbens hjemmeside.
/ritzau/