Lasse Schöne scorer i hollandsk topbrag
Ajax vandt 3-1 over rivalerne fra PSV Eindhoven, og Lasse Schöne scorede et mål direkte på frispark.


PSV Eindhoven tog søndag hjemme på Philips Stadion imod Ajax Amsterdam i topbraget i den hollandske Æresdivision.

Ajax løb med sejren på 3-1, og Lasse Schöne scorede et flot mål på direkte frispark.

PSV indtog før kampen en suveræn førsteplads med hele 14 point ned til Ajax på andenpladsen, så spændingen er efterhånden til at overse i Æresdivisionen.

Men der er meget mere end point på spil, når rivalerne møder hinanden, og Ajax med Nicolai Boilesen i startopstillingen, ville hellere end gerne sætte en stopper for PSVs stime på 17 kampe som ubesejrede.

Det var da også gæsterne, der kom bedst fra start. Anwar El-Ghazi fandt med et indlæg Ricardo Kishna ved fjerneste stolpe, og han kunne sikkert sætte bolden i nettet til 1-0.

I anden halvleg fik hjemmeholdets Luuk De Jong udlignet på et hovedstød, inden danske Lasse Schöne i det 83. minut sendte et hårdt frispark af sted. Skuddet blev rettet af, og PSV Eindhovens målmand blev fanget på det forkerte ben. 2-1 til Ajax.

I overtiden nåede gæsternes Anwar El-Ghazi at gøre det til slutresultatet 3-1, og Ajax har nu 11 point op til PSV og førstepladsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.