Lasse Andersson ærgrer sig over EM-afbud
KIF Kolding København-spilleren vil bruge den næste måned på at komme sig over knæproblemer.
Lasse Andersson må blive hjemme fra EM i Polen.
Lasse Andersson må blive hjemme fra EM i Polen. Foto: BONNERUP CLAUS/free


Håndboldspilleren Lasse Andersson måtte onsdag sige farvel til drømmen om at komme med til EM, der bliver spillet i næste måned.

Bagspilleren fra KIF Kolding København døjer med to springerknæ, som holder ham ude af slutrunden i Polen.

- Jeg er selvfølgelig rigtig ærgerlig. Nu var man jo en del af truppen og havde chancen for at spille sig med, men det var der desværre nogle andre omstændigheder, der satte en stopper for, siger Lasse Andersson til DR.

Den 21-årige spiller har været generet af problemer igennem sæsonen hidtil, hvilket han ikke har været ene om på det skaderamte KIF-mandskab.

I stedet for at kæmpe om en plads i den endelige EM-trup skal Lasse Andersson nu forsøge at komme sig så godt som muligt over sine knæproblemer i januar, inden han igen skal i aktion for sin klub i februar.

- Nu vil jeg koncentrere mig om den næste måned, hvor vi har pause, til at få det hele klart igen, så jeg kan komme af med de skavanker, der nu en gang render rundt og irriterer, siger han.

EM-slutrunden i Polen bliver spillet fra 15.-31. januar.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.