Lars Løkke afviser dansk grænsekontrol
Der kommer ingen dansk reaktion på den svenske beslutning om at indføre midlertidig grænsekontrol, siger Løkke
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) gav onsdag formiddag i Spejlsalen i Statsministeriet en kort orientering om de kommende dages EU-topmøder samt den aktuelle flygtninge- og immigrationssituation i Danmark og Europa.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) gav onsdag formiddag i Spejlsalen i Statsministeriet en kort orientering om de kommende dages EU-topmøder samt den aktuelle flygtninge- og immigrationssituation i Danmark og Europa. Foto: JOACHIM ADRIAN/POLFOTO


Den danske statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), afviser fra Valletta i Malta, at den danske regering vil reagere på den svenske beslutning om at indføre midlertidig grænsekontrol. Det siger han til DR Nyheder.

- Vi følger det tæt. Vi har et beredskab i Danmark, så vi kan skrue op til grænsekontrollen, og vi kan gøre det hurtigt. Spørgsmålet er, om det er klogt, siger han.

I Danmark har samtlige partier i regeringens parlamentariske grundlag krævet, at Danmark indfører midlertidig grænsekontrol.

- Når Sverige nu genindfører grænsekontrol, skal Danmark omgående gøre det samme, skriver Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, i en mail til Ritzau.

Selvom statsministeren ikke vil reagere ved at indføre grænsekontrol i Danmark, så gentog han sit løfte fra tidligere onsdag om at stramme op på asyl- og udlændingereglerne.

- Mens vi leder efter den internationale løsning, så er vi nødt til at lave nogle nationale skridt, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han understreger, at han er blevet underrettet af den svenske statsminister, der har fortalt, at det fortsat er muligt at søge asyl i Sverige.

- Det kan meget vel føre til, at Sverige får flere og ikke færre asylansøgere, siger den danske statsminister.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.