Lars Hedegaard sigtets for at udbrede mistænkts navn
To gange har islamkritiker Lars Hedegaard nævnt navn på formodet gerningsmand bag drabsforsøg trods et forbud.
Lars Hedegaard har ifølge politiet forbrudt sigt mod retsplejelovens regler ved at nævne navnet på den mand, som er mistænkt for drabsforsøg mod ham.
Lars Hedegaard har ifølge politiet forbrudt sigt mod retsplejelovens regler ved at nævne navnet på den mand, som er mistænkt for drabsforsøg mod ham. Foto: JOACHIM ADRIAN/POLFOTO


Når retten har nedlagt navneforbud i en straffesag, så skal det overholdes. Også selv om man er offer i sagen, og navneforbuddet er nedlagt for at beskytte den formodede gerningsmand. Det har islamkritikeren Lars Hedegaard ifølge politiet ikke gjort, og det udløser nu en sigtelse.

Lars Hedegaard har ifølge politiet forbrudt sig mod retsplejelovens regler ved at nævne navnet på den mand, som er mistænkt for drabsforsøg mod Lars Hedegaard.

- Navneforbuddet er nedlagt i Københavns Byret ved et retsmøde den 30. april 2014, og Lars Hedegaard er sigtet for at have overtrådt det to gange, siger vicepolitiinspektør Jens Møller fra Københavns Politi til Ritzau.

Overtrædelse af et navneforbud straffes med bøde.

Ifølge politiets sigtelse har Lars Hedegaard overtrådt navneforbuddet i to indlæg bragt i internetmediet Dispatch International den 13. oktober og 14. november sidste år.

Jens Møller oplyser til Ritzau, at Lars Hedegaard nægter sig skyldig i den rejste sigtelse.

Manden, hvis navn er anledning til sagen, er mistænkt for at ville dræbe Lars Hedegaard. 5. januar 2013 blev Hedegaard beskudt af en mand forklædt som postbud. Det skete i Hedegaards hjem på Frederiksberg.

Efterfølgende blev en mand, BH anholdt i Tyrkiet med henblik på udlevering til Danmark. I forbindelse med, at manden blev varetægtsfængslet in absentia ved et retsmøde i Københavns Byret, blev der nedlagt navneforbud.

Formålet med et navneforbud er at yde beskyttelse til sigtede og tiltalte, men ikke dømte personer i forbindelse med en straffesag.

Det kan blandt andet være, at retten vurderer, at den sigtede ville blive udsat for en unødig krænkelse ved at få sit navn udbredt i en videre kreds. Navneforbud kan også nedlægges af hensyn til personers sikkerhed, for eksempel vidner.

BH, som blev anholdt i Tyrkiet, er nu efter alt at dømme på fri fod. De tyrkiske myndigheder valgte nemlig sidste år at løslade manden frem for at udlevere ham til Danmark.

I forbindelse med løsladelsen spekulerede man i, at tyrkerne havde udvekslet manden med tyrkiske statsborgere, der blev holdt som gidsler hos den voldelige bevægelse Islamisk Stat, også kaldet Isis og Isil.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.