Lars Eller hjælper Montreal til tops
Ishockeyspilleren Lars Eller erobrede pucken og lagde op til sejrsmålet, da Canadiens slog Panthers i NHL.
Lars Eller (81) var involveret i Montreals sidste mål.
Lars Eller (81) var involveret i Montreals sidste mål. Foto: Kathy Kmonicek/AP


Lars Eller tiltvang sig en afgørende rolle for Montreal Canadiens, der natten til onsdag strøg til tops i NHL.

Den danske ishockeystjerne var kraftigt involveret i Montreals sidste mål i 3-2-sejren ude over Florida Panthers.

I slutningen af anden periode erobrede Eller pucken bag hjemmeholdets mål, og hårdt presset fik han sendt den bagud til holdkammeraten P. K. Subban, der tordnede Montreal foran med 3-2.

25-årige Eller har i denne sæson scoret 11 gange og lavet lige så mange assists.

Sejren over Florida Panthers sendte samtidig Montreal op på en delt førsteplads i Eastern Conference med 95 point ligesom New York Rangers. Canadierne har dog spillet tre kampe mere end Rangers.

I Chicago var Frans Nielsen med til at tabe for fjerde gang i træk med New York Islanders, der blev slået 1-4 af Blackhawks. Nielsen blev noteret for en assist i tredje periode, hvor gæsterne fik pyntet på resultatet.

De mange nederlag betyder, at Frans Nielsen og co. er dumpet ned på en fjerdeplads i Eastern Conference.

I Vancouver var Jannik Hansen med til at slå Philadelphia Flyers med 4-1. Vancouver Canucks er på sjettepladsen i Western Conference.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.