Lars Bak pønser på endnu et udbrud i Touren
Den danske Lotto Soudal-rytter håber, at holdkammeraten Tony Gallopin kan slutte i top-10 i Tour de France.
Lars Bak gør klar til endnu et udbrud i Tour de France.
Lars Bak gør klar til endnu et udbrud i Tour de France. Foto: MIKKEL KHAN TARIQ/POLFOTO


Lars Bak har flere gange været i udbrud i årets Tour de France.

Den danske cykelrytter fra Lotto Soudal-holdet er klar til at forsøge sig igen på 17. etape onsdag, hvor rytterne kører i Alperne for første gang i år.

- I dag er det ikke vanvittigt hårdt de første 40 kilometer. Nu må vi se, hvordan benene reagerer efter hviledagen, men jeg vil prøve at se, om jeg kan komme med i et udbrud i dag. Stigningerne er ikke så stejle.

- Der er nok 150 andre ryttere, der vil det samme. Men jeg vil prøve at køre med i begyndelsen, siger Lars Bak.

Onsdagens etape indeholder fem kategoriserede stigninger, men de hårdeste venter først mod slutningen af etapen.

Etapen egner sig derfor ikke for typer som Lotto Soudals tyske sprinter, André Greipel, der allerede har vundet tre etaper i årets Tour.

Til gengæld skal holdet forsøge at holde Tony Gallopin til i toppen af klassementet. Franskmanden ligger i øjeblikket nummer 11.

- Tony kan gå i udbrud sådan en dag som i dag, så han kan måske vinde noget tid tilbage eller gå efter etapesejren.

- Den sidste nedkørsel er super tricky, men han kender den. Jeg tror, at han er motiveret for at opsøge et udbrud og ellers holde ved.

- Der kan virkelig ske meget i de kommende fire dage, og hvis han kan slutte i top-10 samlet, vil det være super flot, siger Lars Bak.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.