Lars Bak er klar til ottende Giro-deltagelse
Cykelrytteren Lars Bak er onsdag officielt blevet udtaget til sin ottende start i det italienske etapeløb.
Lars Bak skal igen køre Giro d'Italia.
Lars Bak skal igen køre Giro d'Italia. Foto: Bonnerup Claus/Polfoto


36-årige Lars Bak blev onsdag officielt udtaget til at køre det store etapeløb Giro d'Italia, der begynder i næste måned.

Det skete, da cykelholdet Lotto Soudal satte navn på de ni ryttere, der skal repræsentere holdet i Giroen.

Lotto Soudals trup til Giro d'Italia består af følgende ryttere: Lars Bak, Sean De Bie, André Greipel, Adam Hansen, Pim Ligthart, Maxime Monfort, Jürgen Roelandts, Jelle Vanendert og Tim Wellens.

Det er ottende gang, at Lars Bak skal deltage i Giro d'Italia.

Hans største resultat i løbet hidtil indtraf, da han i 2012 vandt 12. etape.

Året forinden var han med til at vinde holdtidskørslen på 1. etape, da han kørte for HTC-Highroad.

Giro d'Italia begynder fredag 6. maj i Apeldoorn i Holland. Etapeløbet slutter søndag den 29. maj i Torino i Italien.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.