En far var rystet, efter at hans børn på to og seks år blev kropsvisiteret i en amerikansk lufthavn.
Så rystet, at han optog hele episoden og efterfølgende lagde videoen på Youtube, hvor den siden fredag er set af over 100.000 mennesker.
Videoen viser, hvordan mandens to-årige søn sammen med sin seks-årige storesøster bliver grundigt kropsvisiteret af lufthavnens sikkerhedspersonale, inden de får lov at gå videre.
I videoens beskrivelse oplyser faren, at han grundet sit navn - som sædvanlig - blev hevet til side for selv at gennemgå et sikkerhedstjek. Men denne gang skulle børnene også tjekkes.
Da han spurgte hvorfor, lød svaret, at de jo havde været i kontakt med ham, skriver Mail Online, som forgæves har forsøgt at få en kommentar fra lufthavnens sikkerhedspersonale.