Der er ikke mange røde tal at spotte på bundlinjen hos de danske selskaber.
Økonomien i de danske selskaber fortsætter den gode stime, når det gælder antallet af selskaber med underskud. 34,9 procent af selskaberne havde et årsregnskab med underskud i første kvartal 2014. Det viser en ny undersøgelse fra Experian og FSR - danske revisorer.
Det svarer til omkring 67.500 selskaber med underskud. Undersøgelsen viser et fald på 5,1 procentpoint i forhold til samme periode året før. Dermed er tallet det laveste antal af danske virksomheder med underskud i fem år.
- Knap 10.000 færre selskaber har underskud i første kvartal 2014 forhold til sidste års opgørelse for samme kvartal. Det er en positiv udvikling. Vi ser også det laveste niveau i 5 år, når man ser på de virksomheder, som både har underskud og udfordringer med egenkapitalen, siger erhvervspolitisk direktør hos FSR - danske revisorer, Tom Vile Jensen i en pressemeddelelse.
Tom Vile Jensen slår fast, at der er tale om en forsigtig optimisme for erhvervslivet i 2014.
- Den positive udvikling er dog aftaget lidt, når man ser udviklingen fra sidste kvartal 2013 til første kvartal 2014. Spørger man revisorerne, forventer de, at virksomhederne generelt vil klare sig bedre end i 2013. Og den vurdering sker på baggrund af forårets mange revisioner og arbejde med regnskaberne ude hos virksomhederne, siger Tom Vile Jensen.
I en særskilt rundspørge fra FSR - danske revisorer foretaget i april, svarer revisorerne, at der vil være færre økonomisk hårdt ramte virksomheder i 2014. Her vurderer to ud af tre revisorer, at der vil være flere virksomhedshandler i 2014 end året før.
Newspaq