Langrend: Ung nordmand overrasker garvede landsmænd
Emil Iversen tog en overraskende sprintsejr i finske Lahti i en finale med voldsom norsk dominans.
Emil Iversen snød de erfarne konkurrenter og tog sejren på sprinten i Lahti, Finland.
Emil Iversen snød de erfarne konkurrenter og tog sejren på sprinten i Lahti, Finland. Foto: Karl-josef Hildenbrand/AP


Den 24-årige nordmand Emil Iversen blev en overraskende vinder på mændenes sprintdistance i langrend ved World Cuppen i finske Lahti.

- Jeg forstår ikke, hvad der skete, men min form er god. Det er fedt, siger Iversen til FIS-TV efter sejren.

På forhånd var mulighederne for norsk triumf gode, da fem af de seks mænd i finalen var fra Norge. Iversen var dog ikke den største favorit.

Sidste mand til start var sprint-World Cuppens førende, Federico Pellegrino, men han kunne ikke knække de fem nordmænd.

Han måtte nøjes med en fjerdeplads efter Emil Iversen og de to bedste norske bud på en sejr fra start, Finn Hågen Krogh og Petter Northug.

Sindre Bjørnstad Skar og Eirik Brandsdal tog sig af de sidste placeringer i finalen.

I den samlede stilling fører Pellegrino fortsat foran Northug på andenpladsen og Hågen Krogh på tredjepladsen.

I kvindernes sprint blev det også til norsk triumf, da World Cuppens førende, Maiken Caspersen Falla, sejrede foran amerikaneren Jessica Diggins og landsmanden Heidi Weng.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.