Langeland og Fyn alvorligt ramt af kraftigt uvejr
Uvejret raser over København, efter at voldsomme regnskyl har hærget Langeland.

Se flere videoer på Localeyes.dk
Henter afspiller ...
Se flere videoer på Localeyes.dk


Borgere på Langeland bør holde sig indendøre på grund af det voldsomme vejr, der torsdag aften har ramt øen. Det oplyser Fyns Politi på Twitter.

Lars Thede, der er leder på den kommandostation, som Fyns Politi har oprettet, oplyser, at én person er kommet til skade i et færdselsuheld, da hans bil blev ramt af et træ, der væltede.

- Det er et solouheld. Træet vælter ned over ham, og han bliver skadet af træet, siger Lars Thede, der kan oplyse, at personen er ved bevidsthed og ikke har pådraget sig alvorlige skader.

Generelt er Ærø, Svendborg og særligt Langeland ramt af voldsomt vejr.

- De første patruljer, der først når frem til Rudkøbing, melder, at der står en halv meter vand eller mere i gaderne, siger Lars Thede.

Han kan bekræfte historier fra en række medier om både, der af vindstød er blevet løftet op på havnen og om væltede træer, der har forsaget skader flere steder, blandt andet på en restaurant.

Derudover oplyser han, at myndighederne fredag omkring klokken 23 blandt andet er bekymrede for taget på en kirke i Rudkjøbing.

Louis Honoré, der er pressechef hos Falck, bekræfter, at borgere på Langeland, Ærø og i Svendborg-området på Sydfyn har henvendt sig til Falck for at få hjælp.

- Det drejer sig dels om stormskader, dels om vandskader, hvor det har regnet ind af åbne vinduer og om tagsten, der har revet sig løs, siger han.

I alt har Falck omkring klokken 20:00 fået "et par og 20" henvendelser.

For nu er uvejret løjet af over Fyn, mens det bevæger sig over Sjælland mod København, men Fyns Politi holder øjnene stift rettet mod et lavtryk over Nordtyskland, der måske kan forårsage mere uvejr.

Også i Nordjylland har myndighederne oplevet problemer med kraftig regn. På et tidspunkt tvang det politiet til at skifte telefonnummer for dem, der ville have fat i dem. Flere steder er der rapporteret om mudder på vejene.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser, at mange steder i politikredsen er ramt af kraftig regn og torden, og at der er problemer med kloakdæksler, som springer op på grund af de store vandmængder.

Storm- og regnvejret har torsdag aften også ramt København. Både Hovedstadens Beredskab og Vestegnens Politi skriver på Twitter, at de forbereder sig på skybrud i hovedstadsområdet.

Hovedstadens Beredskab advarer i den forbindelse mod berøring med vandet i eventuelle oversvømmelser, da det kan være blandet med spildevand fra kloakken.

Rådet for Sikker Trafik råder bilister til at sætte hastigheden ned, hvis de kører i vådt føre.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.