Lange udsigter til ny kriminel lavalder
Lars Løkke foreslog i 2014 at nedsætte den kriminelle lavalder til 12 år. Men et lovforslag lader vente på sig


En tidligere mærkesag for Lars Løkke Rasmussen (V) om at nedsætte den kriminelle lavalder er ikke lige om hjørnet.

Regeringens lovprogram indeholder ikke ét ord om den sag, som tidligere har fyldt en del i den retspolitiske debat.

I en kronik i Berlingske i september 2014 kom den markante melding om at nedsætte lavalderen til 12 år.

Lars Løkke havde sammen med tre andre partiledere - Kristian Thulesen Dahl, Anders Samuelsen og Søren Pape - skrevet kronikken.

I regeringsgrundlaget i år kom der flere facetter. Der skal indrettes "et helt nyt system for unge kriminelle," hed det.

Og målet var at skræddersy sanktionerne til de helt unge lovovertrædere - også selv om de er under 15 år, fremgik det.

Siden har Dansk Folkeparti opfordret regeringen til at holde løftet fra valgkampen om at sænke den nuværende lavalder. Men i det lovprogram, som har set dagens lys tirsdag, er der altså endnu ingen konkrete udspil.

Og justitsminister Søren Pind (V) maner da også til eftertænksomhed, når det kommer til indretningen af det særlige ungdomssystem:

- Regeringen vil gentænke hele indsatsen mod ungdomskriminalitet, så vi bryder de unges kriminelle løbebane meget tidligt og tidligere end i dag, skriver han i en mail til Ritzau.

- Vi skal markere meget tydeligt over for den unge, at der er konsekvenser af deres handlinger, men vi bliver nødt til også at tænke i forebyggelse og i at få de unge på ret køl.

- Det har en på mange måde høj pris for vores samfund, hvis vi ikke bliver bedre til at få de unge ind i fællesskabet. Jeg er nu ved at få mulighederne analyseret i bund, og jeg handler på det, når jeg er blevet klogere på, hvad der virker, skriver Søren Pind.

Da Lars Løkke var statsminister i 2010, blev lavalderen sænket fra 15 til 14 år. Men under tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) blev grænsen atter hævet til 15.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.