Lange bilkøer på Fyn: Flere sammenstød på motorvej
Tre trafikuheld forlænger lørdag rejsetiden over Fyn. I alle tilfælde påkørte biler hinanden bagfra.
Bilerne snegler sig afsted på motorvejen på Vestfyn.
Bilerne snegler sig afsted på motorvejen på Vestfyn. Foto: Scanpix/arkiv


Trafikken snegler sig lørdag middag af sted på motorvejen på Vestfyn efter tre harmonikasammenstød.

Ifølge TV2 Fyn skete den første ulykke klokken 10.35, da tre biler stødte sammen ved Aarup i det vestgående spor.

Kort tid efter gik det galt igen, da tre andre biler ligeledes stødte sammen på den samme strækning. Denne gang måtte to personer en tur forbi sygehuset, skriver TV2 Fyn.

Cirka en halv time senere var der et nyt sammenstød mellem flere biler i motorvejens østgående spor ud for Asperup.

I alle tilfælde skal der være tale om biler, der påkørte hinanden bagfra.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.