Landstræner støtter boykot-truende nigerianske spillere
Der er stor uro i det nigerianske OL-fodboldholds lejr inden mødet med Danmark. Spillerne truer med boykot.
Ndifreke Udo (th.) og hans landsholdskolleger fra Nigeria truer med at boykotte landsholdet på grund af manglende betaling.
Ndifreke Udo (th.) og hans landsholdskolleger fra Nigeria truer med at boykotte landsholdet på grund af manglende betaling. Foto: Nelson Antoine/AP


Lørdag aften skal det danske OL-fodboldlandshold møde Nigeria i kvartfinalen, og de danske spillere skal op mod en modstander med masser af støj og uro på de indre linjer.

Allerede torsdag boykottede spillerne træningen, fordi de føler sig snydt for betaling fra landets fodboldforbund, og selv om holdet atter mødte ind til træning fredag, er sagen slet ikke slut.

Spillerne har raslet med sablen, truet med boykot af kampen lørdag mod Danmark, og landstræner Samson Siasia giver nu sin uforbeholdne opbakning til spillerne.

- Alt er vendt på hovedet, og spillerne har ikke lyst til at spille mere. Hvad end de beslutter sig for at gøre, så bakker jeg dem op. De har ret til at kæmpe for deres rettigheder, lyder det fra træneren ifølge det nigerianske medie Vanguard.

Tvisten består i, at spillerne ifølge Siasia kun har modtaget betaling for 11 dages arbejde af fodboldforbundet, selv om holdet har været i træningslejr i månederne op til OL.

- Der har manglet respekt for os fra alle sider - fra sportsministeriet, fra det nigerianske fodboldforbund. Er det sådan, man behandler sine børn? Vi er ikke gadebørn, lyder det fra den utilfredse landstræner.

Han tilføjer desuden, at han ikke har fået løn i fem måneder, og han lyder ikke ligefrem som en mand med overskud forud for mødet med Danmark.

- Jeg kan ikke gøre mere, end hvad jeg har gjort for at få det her hold op på dette niveau. Jeg har gjort mit bedste, og nu er jeg træt, siger Samson Siasia.

Kampen mellem Danmark og Nigeria spilles klokken 21 dansk tid.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.