Landstræner: Lasse Norman fik det optimale ud af det
Det var ikke muligt for Lasse Norman at slå Mark Cavendish og Elia Viviani i spurterne, mener landstræneren.
Landstræner i banecykling Casper Jørgensen (på billedet) mener, at Lasse Norman Hansen fik det maksimale ud af kræfterne i det afsluttende pointløb i omnium ved OL i Rio, hvor det blev til bronze.
Landstræner i banecykling Casper Jørgensen (på billedet) mener, at Lasse Norman Hansen fik det maksimale ud af kræfterne i det afsluttende pointløb i omnium ved OL i Rio, hvor det blev til bronze. Foto: Jens Dresling/Polfoto


Lasse Norman Hansen havde til sidst kun to point op til Mark Cavendish i kampen om OL-sølvet i omnium, men det var ikke muligt at slå briten i den afgørende spurt.

Dermed endte det med bronze for fynboen, som vandt OL-guld i samme disciplin ved OL i London i 2012.

I løbet af det afsluttende pointløb var Lasse Norman helt oppe at snuse til guldet, som Elia Viviani endte med at vinde, men til slut var der for langt op til italieneren.

Casper Jørgensen, der er landstræner i banecykling, mener ikke, at der var mere, Lasse Norman kunne have gjort i kampen om at ende højere oppe på podiet.

- Vi er rigtigt glade. Jeg synes, han fik det optimale ud af det. Både Cavendish og Viviani var hurtigere i spurterne, og Lasse kunne ikke komme væk fra dem, så bronzemedaljen var det optimale, siger Casper Jørgensen.

Lasse Norman vandt to pointspurter, som der køres om i hver tiende omgang i løbet af de i alt 160 omgange, og han snuppede også en hel omgang på feltet med stærk og vedholdende kørsel.

Det gav danskeren 20 point og var med til at bringe spænding ind i guldkampen. Det betød samtidig, at spurtspecialisterne Cavendish og Viviani konstant var nødt til at hente deres point i spurterne.

- Lasse kørte faktisk forholdsvis klogt, og han kørte sin chance. Han kunne ikke have gjort det bedre, siger Casper Jørgensen.

Danmark er nu oppe på otte medaljer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.