Landstræner: Harry Kane skal til U21-EM
Roy Hodgson ville ikke spare Harry Kane for en tur U21-EM til sommer. Han kan gøre en forskel, siger Hodgson.
Tottenhams Harry Kane debuterede i sidste uge for det engelske A-landshold. Her kom han på måltavlen efter blot 79 sekunder.
Tottenhams Harry Kane debuterede i sidste uge for det engelske A-landshold. Her kom han på måltavlen efter blot 79 sekunder. Foto: Tim Ireland/AP


Tottenhams Harry Kane har været den helt store komet i Premier League i denne sæson, og til sommer skal Christian Eriksens holdkammerat være med til at sikre engelsk succes ved U21-EM.

A-landstræner Roy Hodgson giver nemlig ikke meget for medierne og Tottenhams frygt for, at spilleren skulle være udmattet efter en hel sæson. Det siger han til ESPN.

- Hvis du vil være en international spiller, så skal du acceptere, at der er fodboldturneringer om sommeren efter ligasæsonen. Sådan har det altid været, og hvis du vil være en spiller i topklasse, så skal man ikke snakke om udmattethed.

- Harry Kane vil gerne med U21-landsholdet. Han vil gøre arbejdet færdigt, for han har en kæmpe andel i kvalifikationen til turneringen. Harry kan bringe England langt i slutrunden, siger landstræneren.

I U21-kvalifikationen scorede Harry Kane otte mål for England i 10 kampe.

Under sidste uges landskampspause debuterede Harry Kane for A-landsholdet, hvor han kom på måltavlen blot 79 sekunder efter sin indskiftning mod Litauen.

Tirsdag var Kane så i startopstillingen, da England spillede uafgjort på udebane mod Italien.

Roy Hodgson understreger, at det er op til U21-landstræner Gareth Southgate at vælge, om han vil udtage Harry Kane.

U21-slutrunden spilles i Tjekkiet fra 17.-30. juni.

Danmark er også med ved slutrunden, og Jess Thorups tropper kan støde ind i England - og muligvis Harry Kane - hvis de to hold klarer sig videre til semifinalen eller finalen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.