Landstræner forsvarer udskældt superstjerne
Gareth Bale har ikke haft en imponerende sæson i Real Madrid, og det har givet anledning til kritiske røster.
Real Madrid-stjernen Gareth Bale bakkes nu op af sin landstræner efter en svær sæson.
Real Madrid-stjernen Gareth Bale bakkes nu op af sin landstræner efter en svær sæson. Foto: Daniel Ochoa de Olza/AP


Real Madrid-spilleren Gareth Bale har haft en svær sæson, hvor han har fået meget kritik fra fans og medier.

Især indsatsen i Champions League-semifinalerne mod Juventus har givet anledning til hug til verdens dyreste fodboldspiller.

Men Wales' landstræner, Chris Coleman, forsvarer sin stjernespiller. Han mener ikke, at Bales holdkammerater i Real Madrid er gode nok til at spille ham.

- Han var blevet kritiseret meget efter den første kamp (mod Juventus, red.), men jeg ser, at positionerer sig flot. Der er dog flere spillere, der ikke gider spille ham, siger Coleman til flere britiske aviser.

Mandag fyrede Real Madrid sin italienske træner Carlo Ancelotti. Undervejs i sæsonen har Ancelotti ellers været ude og forsvare waliseren.

- Det var ikke Carlo Ancelottis skyld. For mig virker det til, at der er spillere på banen, der overser ham, siger Coleman og tilføjer:

- Når han er med os (landsholdet, red.), og han positionerer sig godt, giver vi ham bolden. Det ser vi ikke i Madrid, og det er ikke fordi, at han ikke arbejder hårdt.

Gareth Bale scorede 22 mål i sin første sæson i Real Madrid. I denne sæson er det blevet til 17 scoringer.

Real Madrid købte i sommeren 2013 Bale af Tottenham for en sum på omkring 750 millioner kroner.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.