Landstræner: Bendtner var let på tå og skarp
Landstræner Morten Olsen var glad for at se Nicklas Bendtner score tre mål, men han kunne have lavet flere.
Morten Olsen uddelte stor ros til Nicklas Bendtner, der scorede alle tre mål i Danmarks sejr over USA.
Morten Olsen uddelte stor ros til Nicklas Bendtner, der scorede alle tre mål i Danmarks sejr over USA. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Det var den rigtige udgave af Nicklas Bendtner, landstræner Morten Olsen så onsdag aften i testkampen mod USA.

Bendtner scorede tre mål, og Danmark vandt 3-2, så det kunne ikke være meget bedre.

- Vi har set, at hvis Bendtner ikke er i den forfatning, som han skal være, så er det ikke godt.

- Mod USA var han i en bedre forfatning. Hans træningsindsats har været god. Bas Dost har scoret mange mål i Wolfsburg, men Bendtner har holdt kæft og arbejdet hårdt til træning, siger Olsen.

- Bendtner var lettere på tå, og han var skarp mod USA. Og han kunne have lavet fire eller fem mål, påpeger Olsen.

- Men det var dejligt at se Nicklas score sit første hattrick. Men vi burde generelt have scoret nogle flere mål, mener Olsen.

Landstræneren glæder sig over sejren - i den første kamp i 2015.

- Vi er glade for, at vi vandt fodboldkampen. Det er et stykke tid siden, at vi har vundet sæsonens første kamp. Til trods for, at der var nogle stykker, som ikke fandt formen.

- Vi måtte se bort fra Lars Jacobsen, som var ramt af et maveonde. Og Jakob Poulsen kunne kun klare en halvleg, forklarer Olsen.

Han var skuffet over defensiven, som til tider gav for meget væk - især ude i højre side, hvor Daniel Wass havde det svært.

- USA havde vel tre chancer, og de to mål var foræringer fra vores side, så det var det negative.

- Amerikanerne scorede på tidspunkter, hvor de ikke var inde i kampen, siger Olsen.

Danmark skal på søndag møde Frankrig i endnu en testkamp.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.