Landsretten: Glødende islamist er skyldig i terrorsag
Boghandleren fra Brønshøj kan miste sit danske statsborgerskab. I byretten undgik han det kun lige nøjagtigt.
Det er anden gang, at Said Mansour kendes skyldig i at have fungeret som en slags pr-mand for terrorisme. Arkivfoto,
Det er anden gang, at Said Mansour kendes skyldig i at have fungeret som en slags pr-mand for terrorisme. Arkivfoto, Foto: Frandsen Finn/Polfoto


Østre Landsret kender dansk-marokkaneren Said Mansour fra Brønshøj skyldig i en terrorsag. På Facebook og i e-mails har han fremmet og opfordret til terror.

Ligesom Retten på Frederiksberg fastslår landsretten, at den 55-årige islamist har støttet terrorisme, har opfordret til drab på navngivne personer og overtrådt straffelovens såkaldte racismeparagraf.

Samtidig mener landsretten, at Mansour er skyldig i at fremme terror ved at udbrede tre bøger af den omstridte prædikant Abu Qatada. Det er en ændring af dommen fra byretten.

Landsretten mener, at "bøgerne blandt andet har til formål at mobilisere muslimer til væbnet jihad".

- Da Abu Qatada, hvis tilknytningsforhold til al-Qaeda er offentligt kendt, ligeledes har opfordret til at tilslutte sig Nusra-fronten i Syrien, har landsretten fundet, at bøgerne må anses for at fremme virksomheden for disse terrororganisationer, lyder det fra retten.

I det hele taget er den langskæggede terrorsympatisør fundet skyldig i et noget videre omfang end i byretten.

Ud over forholdet om bøgerne mener landsretten eksempelvis, at endnu flere af Mansours Facebook-opslag har et terrorfremmende indhold, der er egnet til at fremme terrorgrupper.

Det er anden gang, at Mansour kendes skyldig i at have fungeret som en slags pr-mand for terrorisme.

Det store spørgsmål er nu, om landsretten i modsætning til byretten vil tage det danske statsborgerskab fra den dømte. Det vil i så fald være første gang i dansk retshistorie, at en lovovertræder fratages det danske pas.

Retten på Frederiksberg pegede på, at det ikke kan udelukkes, at han vil lide overlast, hvis han sendes til Marokko.

Derfor nøjedes man med at idømme ham fire års fængsel - en relativt hård straf sammenlignet med andre sager, der udelukkende drejer sig om ytringer.

Said Mansour, der for nylig tog navneforandring tilbage til Said fra Sam, har i en årrække støttet yderliggående islamisme gennem et lille forlag.

Af pressen fik han på et tidspunkt tilnavnet Boghandleren fra Brønshøj, og det syntes han så godt om, at han også har brugt det på sit visitkort.

Landsretten ventes af afsige den endelige dom i næste uge.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.