Ritzau
Opdateret kl. 12:32
Det var ulovligt, da en 28-årig mand ved to lejligheder samlede passagerer op via Uber-appen mod betaling.
Det er Østre Landsret nået frem til fredag, hvor dommen fra Københavns Byret tidligere i år blev stadfæstet.
Den tiltalte er fundet skyldig i at have kørt taxa uden at have erhvervskørekort, og uden at bilen var godkendt til taxikørsel.
Den dømte blev i byretten idømt en bøde på 6000 kroner, og den står ved magt med stadfæstelsen.
Hverken den dømte eller hans forsvarer var til stede i retten fredag.
Det var de dog under torsdagens retsmøde, hvor den 28-årige fortalte, at han i alt havde kørt 315 ture i 2015 med en samlet indtægt på 36.592 kroner.
I retten var han dog kun tiltalt for to ture, henholdsvis i november sidste år og i februar i år.
Sagen er imidlertid principiel, og ud over de seks sager, der blev afgjort i byretten i juli, venter en lang række andre sager nu på at komme for.
Politiet har løbende sigtet de Uber-chauffører, som man er stødt på i forbindelse med rutinekontroller eller tilfældigt har registreret.
Alle sagerne har dog været sat i bero, indtil der lå en afgørelse på de første prøvesager, og det gør der altså nu.
Foruden den 28-årige skulle en anden Uber-chauffør også have sin byretsdom prøvet i landsretten.
Han mødte dog aldrig op til torsdagens retsmøde, og derfor står byrettens bøde ved magt.
Tre af de fire øvrige, der blev dømt i byretten i juli, har anket deres sag. Men da deres bøder er mindre end 3500 kroner, skal Procesbevillingsnævnet tage stilling til, om disse sager kan komme for landsretten.
I givet fald vil det formentlig først ske engang til næste år.
/ritzau/