23 irakeres retssag mod danske myndigheder kan fortsætte, fastslår Østre Landsret mandag.
Forsvarsministeriet har ellers hævdet, at sagen er forældet. Denne påstand afviser landsretten og giver sagsøgerne medhold.
Irakerne har stævnet ministeriet med et krav om godtgørelse på 60.001 kroner.
De påstår, at danske soldater var medvirkende til, at de i 2004 blev udsat for tortur af irakisk politi.
Danske soldater havde taget dem til fange i "Operation Green Desert" og derefter overleveret dem til irakiske myndigheder.
Mandagens afgørelse er endnu et slag i en langvarig holmgang mellem irakerne og den danske stat. Den er på godt 200 sider og drejer sig om flere spørgsmål.
Når det gælder forældelse, er de tre landsdommere uenige. To, Ole Dybdahl og Peter Mørk Thomsen, mener, at der gælder helt særlige forhold, så man bør se bort fra de sædvanlige tidsfrister.
Efter de normale regler blev sagen forældet i 2009 og 2010.
Men irakerne er forholdsvist ressourcesvage personer. De har befundet sig i et særligt miljø, hvor deres reelle muligheder for at få advokathjælp til at rejse sagen har været begrænsede, fastslår disse to dommere.
Den psykiske lidelse, som flere af irakerne angiveligt lider af, kan have været medvirkende til, at den normale tidsfrist ikke er blevet overholdt, påpeger de.
Desuden fastslår de, at Danmarks forpligtelser ifølge FN's torturkonvention og den europæiske menneskerettighedsdomstol har betydning.
Den tredje dommer, Peter Thønnings, mener derimod, at sagen er så speciel, at man ikke på forhånd kan afgøre, om den er forældet eller ej.
Landsretten understreger, at der med mandagens afgørelse ikke er taget stilling til, om Danmark faktisk er medansvarlig for den påståede umenneskelige behandling, som irakerne angiveligt blev udsat for.
De 23 var tilbageholdt mellem 16 timer og cirka 80 dage.
Afgørelsen er en sejr for advokat Christian Harlang, der i årevis har beskæftiget sig med sagen.
Den blev først anlagt i 2011. Derefter blev den afvist i 2013, hvorefter den i 2014 blev anlagt på ny.
Undervejs har Forsvarsministeriet krævet, at hver iraker stillede en økonomisk sikkerhed. Dette blev dog afvist af Højesteret.
/ritzau/