Landsret: Futtog var ikke brud på menneskerettigheder
23 fodboldfans får ikke forhøjet deres erstatning efter at være blevet uberettiget anholdt og sat i futtog.
Det var ulovligt, da politiet satte næsten 500 fodboldfans i futtog efter superligakamp mellem FCK og Brøndby. Men det var ikke nedværdigende behandling i strid med menneskerettighederne. /POLFOTO)
Det var ulovligt, da politiet satte næsten 500 fodboldfans i futtog efter superligakamp mellem FCK og Brøndby. Men det var ikke nedværdigende behandling i strid med menneskerettighederne. /POLFOTO) Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Det var hverken tortur eller nedværdigende behandling, at politiet satte næsten 500 fodboldfans i futtog efter en superligakamp mellem Brøndby og FCK 1. december 2013.

Det har Østre Landsret afgjort torsdag ved at stadfæste en dom fra Københavns Byret.

Politiet fra Københavns vestegn har tidligere erkendt, at det var ulovligt at sætte fodboldfansene i futtog, og der er allerede udbetalt 2500 kroner i erstatning for "uberettiget frihedsberøvelse" til hver af de anholdte.

Men 359 af tilhængerne krævede i byretten yderligere erstatning, da de mente, at politiets adfærd var så grov, at den brød med torturbestemmelsen i den europæiske menneskerettighedskonvention for nedværdigende behandling fra myndigheder.

Byretten tilkendte da også de 359 fans yderligere 1500 kroner i erstatning, men retten mente ikke, at det stred med torturbestemmelserne.

Retten begrundede afgørelsen med, at de frihedsberøvede fodboldtilhængere blev tilbudt siddeunderlag og mulighed for toiletbesøg, ligesom de havde mulighed for at få vand.

Dermed var konventionen om tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling ifølge Københavns Byret ikke overtrådt, og de tilbageholdte havde derfor ikke ret til en erstatning på yderligere 7500 kroner.

23 af dem var dog utilfredse med dommen og valgte at anke til Østre Landsret, men det fik de altså ikke noget ud af.

Masseanholdelserne skete, efter at politiet havde fulgt omkring 1500 FCK-fans til Glostrup Station, så der ikke skulle opstå ballade med Brøndbyfansene.

Undervejs begyndte 30-50 FCK-fans at lave hærværk og kaste med sten mod Brøndbyfans.

Herefter blev omkring 480 personer, som var på vej til stationen, frihedsberøvet. Ifølge politiet for at man kunne registrere dem og finde gerningsmændene til episoderne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.