Landsret er klar til stor banksag i 2017
Direktører, bestyrelsesmedlemmer og revision i Eik Bank skal af med en kvart milliard, mener staten.
Forholdene i Eik Bank Danmark bliver endevendt i Østre Landsret fra september 2017 og mere end et år frem. Banken gik ned i 2010 og havde hovedsæde på Oslo Plads i København (arkivfoto).
Forholdene i Eik Bank Danmark bliver endevendt i Østre Landsret fra september 2017 og mere end et år frem. Banken gik ned i 2010 og havde hovedsæde på Oslo Plads i København (arkivfoto). Foto: Lars Krabbe/Polfoto


En stribe advokater skal tage de sorte kapper på i september 2017 for at behandle et retsopgør om store tab i Eik Bank Danmark A/S.

Østre Landsret har for nylig fastlagt køreplanen for sagen, som er anlagt af det statslige selskab Finansiel Stabilitet.

Kravet er, at tidligere bestyrelsesmedlemmer, direktører og revisionen dømmes til at betale erstatning på 250 millioner kroner.

Efter lang tids forberedelse er datoerne for retsmøderne nu ført ind i landsrettens og advokaternes kalendere.

De skal mødes første gang 4. september næste år, og de skal stå over for hinanden cirka 100 gange frem til november 2018, oplyses det i landsretten.

Eik Bank Danmark gik ned i 2010. Tabene løb op i 3,3 milliarder kroner, men Finansiel Stabilitet, som overtog resterne, har altså besluttet at rejse krav om en kvart milliard.

Stævningen bygger på en lang række påstande om, hvor uforsvarligt banken blev drevet i årene fra 2005 til 2010.

For eksempel hævdes det, at der blev afgivet urigtige oplysninger til Finanstilsynet. At tilsynets advarsler ikke blev efterlevet, at der skete uforsvarlig bevilling og opfølgning på seks store engagementer, at kreditafdelingen var inkompetent og meget andet.

De sagsøgte afviser påstandene. Ingen af dem har mulighed for at betale. Processen er principiel og politisk betonet, har nogle af deres advokater fremhævet.

Under forberedelsen er der opstået flere kampe. Således måtte Højesteret i februar i år på banen og afgøre størrelsen af acontosalæret til fire af de involverede advokater.

Sagen er blot én ud af håndfuld, som Finansiel Stabilitet har anlagt. Det statslige selskab fik kun delvist medhold i den første dom, som Østre Landsret afsagde sidste efterår. Den drejede sig om Capinordic Bank.

For tiden behandler Retten i Lyngby forløbet i Amagerbanken, mens Østre Landsret er beskæftiget med at undersøge forholdene i Roskilde Bank.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.