Landsret dømmer 16-årig dreng for drab på pensionist
Tragisk sag fra Lemvig er nu også blevet afgjort af Vestre Landsret. Retarderet dreng på 15 blev drabsmand.
Politiet opklarede hurtigt sagen om drabet på en 77-årig kvinde i Lemvig sidste år. En nu 16-årig dreng er onsdag fundet skyldig af Vestre Landsret (arkivfoto)
Politiet opklarede hurtigt sagen om drabet på en 77-årig kvinde i Lemvig sidste år. En nu 16-årig dreng er onsdag fundet skyldig af Vestre Landsret (arkivfoto) Foto: Colourbox/free


Også Vestre Landsret mener, at en nu 16-årig dreng sidste år gjorde sig skyldig i manddrab i Lemvig.

Under sagen har drengens forsvarer ment, at der i stedet var tale om vold med døden til følge, da drengen slog en 77-årig kvinde ihjel.

Men det afvises altså af landsretten i dommen, som er afsagt onsdag.

Forbrydelsen skete i august sidste år. Drengen turede rundt om natten, fordi han ikke kunne sove, har han fortalt.

På vej hjem opdagede den dengang 15-årige, at en altandør ind til pensionistens lejlighed i Frederiksgade stod åben.

- Jeg blev nysgerrig, har han tidligere fortalt.

Drengen trængte ind i lejligheden, hvor kvinden overraskede ham. Derefter slog han den gamle kvinde ihjel.

En mentalundersøgelse har vist, at han er retarderet, men ikke sindssyg.

Onsdagens afgørelse er en stadfæstelse af den afgørelse, som Retten i Holstebro kom med i juni.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.