Landsholdsspiller får tre måneders karantæne
Den bosniske landsholdsspiller Emir Spahic har fået tre måneders karantæne i Tyskland efter ballade.
Den bosniske landsholdsspiller Emir Spahic (til højre) har fået tre måneders karantæne i Tyskland efter ballade i forbindelse med en kamp tidligere på måneden.
Den bosniske landsholdsspiller Emir Spahic (til højre) har fået tre måneders karantæne i Tyskland efter ballade i forbindelse med en kamp tidligere på måneden. Foto: Martin Meissner/AP


Det tyske fodboldforbund, DFB, har givet den bosniske landsholdsspiller Emir Spahic tre måneders karantæne efter ballade i forbindelse med en kamp tidligere på måneden.

Det oplyser det tyske forbund torsdag.

Forsvarsspilleren, som blev fyret af sin klub Bayer Leverkusen efter situationen, røg efter en pokalkvartfinale mod Bayern München i infight med flere af kampens officials.

Det takserede DFB desuden til en bøde på 20.000 euro svarende til 149.000 kroner.

Offentlige anklagere i Köln undersøger desuden, om de skal forfølge sagen, som fandt sted på Bayer Leverkusens hjemmebane den 8. april. Bayern München vandt kampen efter straffesparkskonkurrence.

Den 34-årige Emir Spahic havde spillet i Bayer Leverkusen siden 2013, og han havde kontrakt til 2016.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.