Landsholdsspiller er truet af karrierestop
Rasmus Elm er ramt af en tarmsygdom, og ifølge hans klub kan han blive tvunget til at stoppe karrieren.
Rasmus Elm (t.v.) lider af en tarmsygdom, som kan koste ham jobbet som fodboldspiller.
Rasmus Elm (t.v.) lider af en tarmsygdom, som kan koste ham jobbet som fodboldspiller. Foto: Armando Franca/AP


Han er kun 26 år, men fodboldkarrieren kan allerede være forbi for den svenske landsholdsspiller Rasmus Elm.

Hvis man skal tro præsidenten i hans klub, CSKA Moskva, er de maveproblemer, som Elm har kæmpet med i måneder, nemlig mere alvorlige end først antaget.

- Han er syg og kan ikke træne. Så snart han øger belastningen, får han blødninger. Det er muligt, at han skal stoppe med at spille for altid. Det vigtigste er, at han ikke blive invalid, siger CSKA-præsident Evgeny Giner ifølge TT.

- Man har fortalt mig, at der bare findes 10 spillere, der har haft denne sygdom, og de ni spiller ikke længere, forklarer han.

Ifølge fotbollskanalen.se lider Elm af tarmsygdommen cøliaki - en form for glutenintolerans - og har ikke kunnet spille siden starten af denne sæson.

Rasmus Elm er noteret for 39 landskampe for Sverige.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.