Landsholdsrytter tager to DM-titler samme dag
Cykelrytteren Casper Folsach vandt lørdag to DM-titler ved de danske mesterskaber i banecykling i Ballerup.


Den 21-årige Casper Folsach blev lørdag dobbelt dansk mester i banecykling.

Landsholdsrytteren genvandt først sin DM-titel i 4000 meter individuelt forfølgelsesløb, da han finalebesejrede Henrik Scharling, som han indhentede.

Her skulle en anden landsholdsrytter, Anders Holm, have været en stærk konkurrent til Folsach, men han måtte lørdag morgen melde afbud med sygdom.

Casper Folsach var med, da Danmark i sidste weekend vandt bronze i holdløb ved World Cup'en i London, og den form udnyttede han i scratchløbet - hvor første rytter over målstregen efter 15 kilometer, vinder løbet.

Folsach vandt først en omgang sammen med seks af de skarpeste konkurrenter, blandt dem Jesper Mørkøv, som for nylig blev europamester i dernypace i Ballerup, og unge Casper Pedersen, som imponerede på Danmarks hold ved World Cup'en i London.

Da de syv ryttere indhentede feltet og vandt en omgang, tog Casper Folsach kun en kort puster, inden han kørte væk igen og vandt endnu en omgang.

Han vandt DM-løbet foran Casper Pedersen og Simon Bigum.

Succesen kommer ovenpå en sæson, som Casper Folsach delvist fik ødelagt af en knæskade, som holdt ham i ro i tre måneder.

Hos kvinderne vandt veteranverdensmester Jannie Bormann også to DM-titler. Hun var stærkest i både sprint og pointløb.

De danske mesterskaber fortsætter søndag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.