Landsholdet rykker lidt frem på Fifa-rangliste
Uden at få sved på panden er Danmark rykket op som nummer 28 på Fifas verdensrangliste.


Fodboldlandsholdet har den seneste måned forbedret sin position på verdensranglisten uden at være i kamp.

Morten Olsens landshold er rykket frem som nummer 28 på det internationale fodboldforbunds (Fifa) rangliste.

Det er en forbedring på to pladser i forhold til opgørelsen fra januar.

Mens Danmark har ligget i dvale, så er der blevet spillet kampe andre steder i verden.

De nykårede Africa Cup of Nations-mestre fra Elfenbenskysten er rykket otte pladser frem som nummer 20 på listen. Finalisterne fra Ghana har taget et hop på 12 pladser til nummer 25.

Australien, der netop har vundet Asian Cup med en finalesejr over Sydkorea, har taget et enormt spring på 37 placeringer frem til nummer 63.

Ranglisten toppes af verdensmestrene fra Tyskland efterfulgt af Argentina og Colombia.

Danmarks højeste rangering siden ranglistens tilblivelse i 1993 er en placering som nummer tre i maj 1997, mens det historiske lavpunkt indfandt sig i marts 2009 med en plads som nummer 38.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.