Landshold:U21-spillere erstatter i stor stil
Landstræner Morten Olsen erstatter landsholdsspillere fra Superligaen med talenter fra U21-landsholdet.
Landstræner Morten Olsen må bruge flittigt af U21-spillerne som kompensation for alle de Superliga-spillere, der ikke er klar til mandagens testkamp mod Montenegro.
Landstræner Morten Olsen må bruge flittigt af U21-spillerne som kompensation for alle de Superliga-spillere, der ikke er klar til mandagens testkamp mod Montenegro. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


En stor del af det danske U21-landshold er efterudtaget til A-landsholdet, der på mandag møder Montenegro.

Landstræner Morten Olsen kan ikke gøre brug af de udtagne spillere fra Alka Superligaen, hvilket betyder, at han fattes spillere.

Det betyder, at Olsen tirsdag eftermiddag har udtaget Viktor Fischer, Frederik Sørensen, Jannik Vestergaard, Alexander Scholz, Lasse Vigen, Yussuf Poulsen og Emil Berggreen.

Tidligere på tirsdagen blev også Andreas Christensen og Lucas Andersen udtaget til testkampen i Viborg.

Otte af de efterudtagne spillere skal senere på måneden repræsentere Danmark ved U21-EM i Tjekkiet. Lucas Andersen blev dog forbigået, da U21-landstræner Jess Thorup mandag udtog sin EM-trup.

Olsens beslutning får samtidig konsekvenser for Thorup, der først får sine spillere retur fra A-landsholdstjeneste den 9. juni.

Det kan derfor betyde, at U21-landstræneren er nødsaget til at indkalde ekstra spillere til en testkamp mod Sverige den 11. juni - blot to dage før afrejsen til U21-EM i Tjekkiet.

Både Morten Olsen og Jess Thorup har offentligt ærgret sig over, at superligasæsonen først rundes af den 7. juni. Selv om landstrænerne har forsøgt at få frigivet spillerne før tid, så vil klubberne det anderledes.

Det betyder, at FC Københavns Stephan Andersen, Nicolai Jørgensen og Thomas Delaney, FC Midtjyllands Jakob Poulsen, Pione Sisto og Morten "Duncan" Rasmussen samt Brøndbys landsholdsanfører Daniel Agger ikke er med i kampen mod Montenegro.

De syv spillere støder først til A-landsholdstruppen op til den vigtige EM-kvalifikationskamp mod Serbien den 13. juni.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.