Landsbyen Trekroner i Nordjylland udlodder nu en ‘Landsby på prøve’-pakke til to familier, der uden udgifter til hverken bil, bolig eller daginstitution kan prøve at bo i Trekroner i enten fire måneder fra 1. maj eller tre måneder fra 1. september.
Det skriver B.T
Initiativet er sponsoreret af lokale virksomheder og ideen kom, da den lokale skole var lukningstruet og borgere gerne ville sikre fortsat liv i lokalområdet.
-Vi synes, det ville være sjovt at få en storbyfamilie fra for eksempel Aalborg hertil, så de kan se ved selvsyn, at her ikke er så dødt, som man måske kan få indtryk af i medierne. Det tager kun 40 minutter at pendle til Aalborg, husene koster en tredjedel og så får man oven i købet et kæmpe kørselsfradrag, siger Anne Nøhr Ringgren til B. T. Hun har selv boet i landsbyen i 17 år.
Trekroner er ikke det eneste lokalsamfund, der har været kreative for at få flere tilflyttere. Ærø har et lignende initiativ, hvor man lader potentielle tilflyttere bo gratis i et hus i en periode, inden man skal tage den store beslutning om at flytte til øen.