Landmænd kræver: Ulvene skal dræbes
Ulvene skal holde sig langt væk fra Danmark, mener landbruget.
Ulven er tilbage på dansk jord, men det er ikke alle, der er lige venligt instillede over for dyret, der er europas næststørste rovdyr på land.
Ulven er tilbage på dansk jord, men det er ikke alle, der er lige venligt instillede over for dyret, der er europas næststørste rovdyr på land. Foto: Scanpix


I knap 200 år har ulven ikke vist sig i Danmark - og stod det til landbruget, måtte den fortsat godt holde sig væk.

- Jeg synes, man skulle gøre alt, hvad man kan, for at holde den nede, siger Jens Verner Pedersen, formand for Agri Nords kvægudvalg.

Men ulven er tilbage. DNA-spor afslører, at mindst 19 forskellige ulve har været på spil i Danmark siden 2012.

Senest er der fundet knoglerester fra råvildt vest for Aalborg, som tyder på, at der har været en ulv på spil. Knogleresterne er sendt til nærmere undersøgelse for at slå fast, om det er ulvetænder, der har knust råvildtskelettet.

Stod det til Jens Verner Pedersen, skulle det være tilladt at skyde ulven, som i dag er fredet i hele EU, fordi den som dyreart er truet af udrydning.

Frygter store problemer

- Jeg kan ikke se, hvorfor den skal fredes. Jeg kan ikke rigtigt se, hvad vi skal bruge den til, siger han.

Jens Verner Pedersen frygter, at ulven vil skabe langt større problemer her i landet end andre steder.

- En stor del af Danmark er landbrugsland, og vi bor jo tæt i det her land, så jeg tror, ulven automatisk vil blive presset til at bevæge sig tæt på os mennesker og på vores husdyr. Andre steder, hvor man har større arealer og naturområder, kan ulven nemmere være der, uden det kommer til de store konfrontationer. Men det tror jeg, vi får svært ved at undgå her i Danmark, siger Jens Verner Pedersen.

Kan tage nyfødte kalve

Som konsekvens af ulvens tilstedeværelse kan landmænd blive nødt til at holde deres dyr mere inde. For en ulv kan forvolde stor skade på dyrene, advarer kvægformanden.

- I forbindelse med kælvninger vil ulven kunne tage de nyfødte kalve, men den vil også kunne udrette stor skade på en ko, der er i gang med at kælve, siger Jens Verner Pedersen.

Ved knoglefundet i Aalborg, hvor der måske har været en ulv forbi, har Aalborg Kommunes naturvejledere nu sat vildtkameraer op.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.