Landmændene er blevet mere tilbageholdende med at bruge antibiotika til at bekæmpe sygdom i svinestaldene.
Nye tal viser, at der sidste år blev brugt fem procent mindre antibiotika til svin end året før.
Det vækker begejstring hos landbruget.
- Resultaterne skyldes en målrettet indsats fra dyrlæger og svineproducenter, og det er bestemt glædeligt, siger direktør Flemming Nør-Pedersen, Landbrug & Fødevarer, i en skriftlig kommentar.
Afdelingschef Flemming Bager, DTU Fødevareinstituttet, mener dog, det er for tidligt at lade champagnepropperne springe hos landbruget.
- Det er et pænt fald, men der bør være plads til yderligere reduktioner, siger Flemming Bager til Ritzau.
- Svinebranchen meldte for halvandet år siden ud, at man ville halvere forbruget af tetracyklin (et særligt antibiotikum, red.). Det har vist sig at være en vanskelig opgave, og det er vi ikke i nærheden af, siger Flemming Bager.
Og selv om landbruget hæfter sig ved, at det overordnet set er lykkedes erhvervet at reducere brugen af antibiotika med 22 procent siden 2009, så vokser træerne ikke ind i himlen, lyder det fra DTU's afdelingschef.
- Selv om der er tale om et samlet fald, så har vi set en forholdsvis stor stigning i det antibiotikum, der hedder colistin.
- Det er bestemt ikke hensigtsmæssigt, da det bruges til at behandle mennesker, der er smittet med multiresistente bakterier, og hvor andre antibiotika ikke virker, siger Flemming Bager.
Landmændene bruger colistin til behandling af diarré hos fravænnede grise.
Det understreger ifølge DTU-afdelingschefen behovet for at finde nye løsninger på problemet med grise, der bliver syge, når de fravænnes.
- Der forskes i forskellige måder at beskytte fravænnede grise, så der ikke er behov for antibiotika.
- Der er arbejdet med det i en del år, men det er en svær problemstilling, siger Flemming Bager.
Landbruget erkender, at der skal gøres en indsats for at bremse forbruget af colistin.
- Vi ligger dog lavt internationalt og er på den pæne side af EU's mål, men der er ingen tvivl om, at vi skal reducere forbruget af colistin mest muligt, siger Flemming Nør-Pedersen.
/ritzau/