Landingsfartøj på komet kan løbe tør for strøm
Manglende sollys betyder muligvis, at det europæiske rumagentur må efterlade landingsfartøj på komet.
Manglende sollys betyder muligvis, at det europæiske rumagentur må efterlade landingsfartøj på komet.
Manglende sollys betyder muligvis, at det europæiske rumagentur må efterlade landingsfartøj på komet. Foto: /AP


Landingsfartøjet Philae, der onsdag som det første nogensinde landede på en komet, er muligvis ikke i stand til at lette fra kometen 67p igen.

Ifølge det europæiske rumagentur ESA er Philae nemlig tilsyneladende landet et sted med skygge. Det kan blive problematisk, når Philaes primære batteri løber tør, hvilket typisk sker efter to en halv dag. Philae behøver nemlig sollys for at få genopladet sine batterier.

- Jeg tvivler meget på, at Philae vil lette igen, siger Paolo Ferri, der leder operationen fra ESA's kontrolcenter i den tyske by Darmstedt.

Torsdag blev et billede fra kometen 67p modtaget på Jorden, og det viste en mørk ujævn masse med stejle højdedrag.

Ud over at tage fotografier skal selve kometen også undersøges. Det kan give helt ny viden om, hvordan universet opstod.

Kometlandingen er en kolossal succes for ESA og de cirka 20 europæiske lande, der har deltaget i projektet. Den danske virksomhed Terma har produceret en enhed, der styrer strømforsyningen på moderskibet Rosetta, der er i kredsløb rundt om kometen.

Det er første gang nogensinde, det er lykkedes at lande på en komet. Men landingen var ikke uden problemer, og det kunne meget let være gået galt.

På grund af den meget ringe tyngdekraft skulle Philae have skudt to harpuner i kometens overflade, netop som fartøjet landede for ikke at risikere at vælte eller simpelthen falde af kometen. Først i tredje forsøg lykkedes det for landingsfartøjet at stå fast på kometen.

Der er fortsat blandt videnskabsfolkene i kontrolcentret diskussion om, hvor Philae helt præcist befinder sig på kometen, og om det 100 kilo tunge laboratorium nu er sikret.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.