Landin: Pointtabet gør ikke den store forskel
Danmark kan stadig nå at blive nummer et i gruppen, og det er målet, fastslår målmand Niklas Landin.
Niklas Landin var én af de mange danskere, der ikke fandt topniveauet mod Argentina fredag aften.
Niklas Landin var én af de mange danskere, der ikke fandt topniveauet mod Argentina fredag aften. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


De danske håndboldherrer var foran både 13-6 og 17-11, men alligevel lykkedes det undertippede Argentina at spille uafgjort 24-24 ved VM i Qatar.

Chokresultatet sætter dog ikke yderligere pres på Danmark, mener målmand Niklas Landin.

- Der har hele tiden været pres på os, fordi vi gerne skulle blive nummer et i gruppen. Og det kan vi jo stadig nå at blive. Der er vel ikke mere pres på os, end før turneringen gik i gang.

- Selv om vi havde vundet, så skulle vi stadig vinde over de fire andre hold. Så på den måde gør det ikke den store forskel.

- Det går ud over selvtilliden, for vi ville gerne have lukket denne kamp i starten af anden halvleg, siger Landin.

I stedet for at danskerne lukkede kampen, så kom Argentina stærkt tilbage og vandt faktisk anden halvleg med 16-11. Det var dybt skuffende, mener Landin.

- Vi skulle gerne have haft to point. Det ville jeg gerne have hjulpet lidt mere med, siger Landin.

- Vi kom jo ikke ordentligt ud til anden halvleg. Vi tabte anden halvleg klart, så det var ikke godt nok fra vores side.

- Vi smed bolden væk for let i angrebet, og de løb kontra, og de fik alt for mange lette mål. I første halvleg skulle de kæmpe rigtigt meget for det, påpeger THW Kiel-keeperen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.