Landin: Den bedste præstation indtil videre
Stemningen var i top hos de danske håndboldherrer. De følte, de havde leveret en god holdpræstation mod Island
Niklas Landin giver Gudmundur Gudmundsson et klem, da sejren over Island er hjemme.
Niklas Landin giver Gudmundur Gudmundsson et klem, da sejren over Island er hjemme. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Nu ligner Danmark igen en af VM-favoritterne ved slutrunden i Qatar. Målmand Niklas Landin så et dansk hold, der ville vinde fra start til slut i sejren på 30-25 over Island i ottendedelsfinalen.

- Jeg synes, det var den bedste præstation indtil videre. I de andre kampe har vi måske spillet 20 gode minutter. Ud over de sidste 10 minutter var det rigtig fint i dag, siger Landin.

Danmark bragte sig foran 5-0 efter syv minutter, og den føring blev aldrig smidt på gulvet.

- Nemt, synes jeg ikke, det var, men jeg synes, vi fik vist, at vi ville det her. Vi havde selvfølgelig også snakket om kampen i Danmark, hvor vi bestemt ikke lignede nogen, der ville vinde.

- Det var helt modsat i dag fra kampens start, og så fik vi gang i vores kontrafase, siger Landin.

Lige inden VM tabte Danmark med 29-30 til Island, men denne gang havde Landin læst de islandske skytter. Landin endte på en redningsprocent på 45.

- Jeg havde forberedt mig godt og havde kigget på min kamp i Gigantium i Aalborg, og der så det bestemt ikke godt ud.

- Og så må jeg sige, at de holdt sig pænt til deres skudstatistikker fra den kamp, og det var måske mit held. Det var en fin kamp, og det kunne man da også mærke i omklædningsrummet.

- Stemningen var god, og det har vi måske manglet lidt til denne her slutrunde. Den har været der de andre år, men er måske først rigtig kommet nu. Alle følte, det var en god holdpræstation, siger Landin.

Onsdag venter de regerende verdensmestre fra Spanien, som slog Tunesien i ottendedelsfinalen allerede søndag, og det bliver en helt anden udfordring for Danmark.

- Det bliver den vanskeligste opgave indtil videre. Spanien er en tak bedre end Island med rigtig gode spillere. Nu har jeg ikke set dem så meget, men jeg har hørt, at Spanien spillede en god kamp mod Tunesien, lyder det fra Landin.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.