Landets største biogasanlæg åbner i Sønderjylland
Mandag åbner Sønderjysk Biogas for hanerne. Anlægget skal omdanne 540.000 ton gylle og halm til grøn energi.
Danmarks største biogasanlæg, der åbner mandag i Bevtoft i Sønderjylland, kan forsyne 15.000 husstande med energi.
Danmarks største biogasanlæg, der åbner mandag i Bevtoft i Sønderjylland, kan forsyne 15.000 husstande med energi. Foto: Kasper Palsnov/scanpix/Scanpix


På en tidligere majsmark i Bevtoft mellem Toftlund og Vojens i Sønderjylland bliver der mandag kl. 13 åbnet for Danmarks hidtil største biogasanlæg.

Det er energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V), der står for at dreje hanen. Anlægget skal hvert år omdanne 540.000 ton husdyrgødning, halm og andre restprodukter til grøn energi.

Sønderjysk Biogas vil årligt producere cirka 21 millioner kubikmeter opgraderet bionaturgas, svarende til energiforbruget i 15.000 husstande eller 570 bybusser.

Det oplyser energikoncernen E.on, der står bag anlægget sammen med de lokale landmænd i leverandørforeningen Sønderjysk Biogas Invest (SBI).

- Skal vi nå vores miljø- og klimamål, er det bydende nødvendigt, at vi bliver bedre til at udnytte de synergieffekter, der ligger i at omdanne restprodukter til ressourcer, siger Tore Harritshøj, adm. direktør i E.on Danmark, i en pressemeddelelse.

Anlægget, der fylder som 20 fodboldbaner, vil hjælpe på det trængte landbrugs miljø- og klimaregnskab. Biogassen vil hvert år reducere Danmarks CO-udslip med 51.000 ton, oplyser de to partnere.

De landmænd, der leverer gyllen, bor ifølge bestyrelsesformand i SBi Erling Christensen i en radius af gennemsnitlig 18 km fra anlægget. Han er selv en af dem.

- Når vi landmænd afleverer gylle til et biogasanlæg, nedbrydes gyllen, uden at næringsstofferne går tabt i processen, og samtidig indfanges drivhusgasserne. På den måde mindsker vi både landbrugets klimabelastning og skaber et bedre gødningsprodukt til afgrøderne, siger Erling Christensen.

Ifølge EU's klimamål i 2030 skal Danmark beskære CO2-udslippet fra de såkaldte ikke-kvotebelagte sektorer med 39 procent i forhold til 2005. Det gælder "de tre B'er" - biler, boliger og bønder.

Produktionen af biogas kan på samme tid reducere landmændenes CO2-udledning og fortrænge forbruget af fossile brændsler i industrien eller transportsektoren, understreger Lars Chr. Lilleholt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.