Lande omkring Stillehavet er enige om frihandelsaftale
Aftalen, som er indgået mellem 12 lande, vil få betydning for 40 procent af verdensøkonomien, lyder det.
Over store dele af verden har der lydt protester mod TPP-aftalen. Blandt andet har amerikanske fagforeninger udtrykt stor modstand mod aftalen. Her er det en demonstration i den japanske hovedstad, Tokyo. (Arkivfoto)
Over store dele af verden har der lydt protester mod TPP-aftalen. Blandt andet har amerikanske fagforeninger udtrykt stor modstand mod aftalen. Her er det en demonstration i den japanske hovedstad, Tokyo. (Arkivfoto) Foto: Shizuo Kambayashi/AP


USA, Japan og ti andre Stillehavslande er blevet enige om frihandelsaftalen TTP. Det er den største af sin slags nogensinde og vil omfatte 40 procent af verdensøkonomien, lyder det.

Det bekræfter Japans premierminister, Shinzo Abe, som siger, at man har indgået en "bred aftale".

Aftalen Trans-Pacific Partnership, TTP, skal sørge for fælles standarder og reducere handelsbarriererne mellem de 12 lande.

Det er ventet, at enigheden mellem landenes handelsministre skal offentliggøres senere mandag.

Foruden USA og Japan har Canada, Mexico, Peru, Chile, Brunei, Singapore, New Zealand, Australien, Vietnam og Malaysia deltaget i forhandlingerne, som har varet i mere end fem år.

Der har derfor været problemer af meget forskellig karakter, der er blevet taget op ved forhandlingsbordet. Arbejderes rettigheder, mælkeproduktion og patentrettigheder på medicin har således alle været emner i forhandlingerne.

TPP-aftalen har været fem år undervejs og skal godkendes af de enkelte landes parlamenter, før den kan træde i kraft.

Michael Bremerskov Jensen, chefkonsulent, EU & International i Dansk Erhverv, betegner aftalen som et stort og positivt skridt og siger, at det er vigtigt for EU og Danmark at komme hurtigt i mål med sine aftaler.

Der er markedsandele på spil her for danske og europæiske virksomheder, siger han.

- Danske eksportører til eksempelvis Japan og USA risikerer at tabe markedsandele til konkurrenter fra Stillehavsregionen, hvis TPP får lov til at træde i kraft, uden EU/USA- og EU/Japan-aftalen er på plads, siger chefkonsulenten.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.