Lande er klar til at udelukke alle russiske OL-atleter
Viser undersøgelse organiseret russisk doping under vinter-OL i Sotji, vil ti lande opfordre til udelukkelse.


Samtlige russiske OL-sportsudøvere skal nægtes at deltage i de kommende lege i Brasilien, hvis resultaterne fra en undersøgelse af et formodet statsorganiseret russisk dopingprogram er alvorlige.

Det mener antidopingagenturer fra mindst ti lande ifølge The New York Times. Også 20 atletgrupper skulle være klar til at udelukke russisk deltagelse ved OL.

I forvejen er Det Russiske Atletikforbund (Araf) suspenderet fra al international konkurrence på grund af systematisk doping. Det forbud gælder dog kun atletikudøvere.

USA, Tyskland, Spanien, Japan og Canada er blandt de lande, hvis antidopingmyndigheder ventes at presse på for et fuldstændigt russisk OL-forbud.

Såvel The New York Times som nyhedsbureauet Reuters har fået indsigt i en kladde til et brev, som landene vil sende til Den Internationale Olympiske Komité (IOC), hvis den kommende dopingrapport indeholder fældende beviser.

Rapporten bliver offentliggjort mandag ifølge Reuters. Den fokuserer på mulig systematisk dopingbrug blandt russere ved vinter-OL i 2014 på hjemmebane i Sotji.

Undersøgelsen blev sat i gang, efter at Grigory Rodchenkov, den tidligere chef for Ruslands antidoping-laboratorium, fortalte, at russere blev dopet, og at det hele skete i tæt samarbejde med Ruslands sportsministerium og landets efterretningstjeneste. Det har russerne afvist.

I brevkladden skriver Travis Tygart, chefen for det amerikanske antidopingagentur, blandt andet:

- Den eneste passende og acceptable fremgangsmåde i disse hidtil usete omstændigheder er, at IOC øjeblikkeligt suspenderer Ruslands olympiske og paralympiske komité fra den olympiske bevægelse (...) og erklærer, at ingen atlet kan repræsentere Rusland ved de olympiske lege i Rio.

Der er mindre end tre uger til OL's åbningsceremoni 5. august.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.