Landbruget er langt fra at opfylde mål om sprøjtemidler
Landmændene bruger fortsat et alt for højt niveau af sprøjtegifte, siger Danmarks Naturfredningsforening.
Miljøminister Kirsten Brosbøl (S) anerkender, at landbruget er et stykke vej fra at nå mål om mindre brug af sprøjtemidler. Arkivfoto
Miljøminister Kirsten Brosbøl (S) anerkender, at landbruget er et stykke vej fra at nå mål om mindre brug af sprøjtemidler. Arkivfoto Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Selv om de danske landmænd i 2013 brugte færre sprøjtemidler end året før, så bliver der fortsat sprøjtet alt for meget på markerne i forhold til regeringens målsætning, skriver Politiken.

Den såkaldte pesticidbelastning var sidste år langt højere, end regeringen har besluttet, den må være senest ved udgangen af 2015.

Miljøminister Kirsten Brosbøl (S) regner dog med, at målsætningen bliver opfyldt.

- Vi har gode muligheder for at komme i mål med en 40 procents reduktion, men jeg anerkender, at der er et stykke vej endnu, siger hun til Politiken.

Danmarks Naturfredningsforening mener, at ministeren er alt for optimistisk. Der skal et "mirakel" til for at nå målet ifølge foreningens præsident, Ella Maria Bisschop-Larsen.

- Jeg vil vove at påstå, at det ikke kan lade sig gøre. Landbruget bruger fortsat et alt, alt for højt niveau af sprøjtegifte. Uagtet at det er faldet lidt, er miljøbelastningen stadig stigende som helhed. Vi har hele tiden sagt til den nuværende og tidligere regering, at der skal meget mere til, siger hun til Politiken.

Naturfredningsforeningen mener blandt andet, at landmænd skal forbydes at anvende ukrudtsmidlet Roundup inden høsten.

Men det afviser ministeren. Miljøstyrelsen har for nylig lavet en redegørelse, der konkluderer, at brugen af Roundup "ikke udgør en risiko frem til 10 dage før høst, hvor det må bruges".

Ifølge Landbrug & Fødevarer vil landmændene blive ramt på deres indtjening, hvis de ikke må bruge sprøjtemidler.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.