Lagermand får to år for 290 kilo hash i ekskærestes hus
Det koster en 44-årig mand to års fængsel, at han lagde hus til opbevaring af et større parti hash.
Politiets specialgruppe Task Force Øst er godt i gang med opklaringen af en stor hashsag, som kaldes "La Liga". Onsdag er der afsagt endnu en dom. En lagermand har fået fængsel i to år (arkivfoto).
Politiets specialgruppe Task Force Øst er godt i gang med opklaringen af en stor hashsag, som kaldes "La Liga". Onsdag er der afsagt endnu en dom. En lagermand har fået fængsel i to år (arkivfoto). Foto: Pressefoto Rigspolitiet/Free


En statistrolle i en sag om organiseret hashhandel koster en far til to børn to års fængsel.

Den 44-årige Johnny Jensen tilstår, at han har brugt sit hjem til at opbevare omkring 290 kilo hash i en periode på fem måneder, og at han gentagne gange har opbevaret kasser med omkring 30 kilo hash i hver.

Kasserne gemte han i sin ekskærestes hus på Sydsjælland, hvor han bor til leje med sine børn. Men selv om han lagde kvadratmeter til kasserne, mener Johnny Jensen ikke, at han havde mere med hashen at gøre.

- Jeg åbnede sådan set bare døren, når han kom med kasserne. Og så lå det lidt i luften, at han bare ville hente det igen, siger han i retten.

Johnny Jensen fik sin rolle som lagermand i begyndelsen af december 2015, da en ven tilbød ham at tjene nogle penge.

Han ville betale 5000 kroner, hvis den 44-årige opbevarede nogle kasser med euforiserende stoffer.

Frem til anholdelsen i april i år kom vennen tre gange med hashfyldte papkasser, som lagermanden gemte i sit værksted. Det betød, at Johnny Jensen samlet set nåede at tjene 15.000 kroner.

Til trods for, at han kun har været en lille fisk i sagen om organiseret hashhandel, og at han ikke kender resten af organisationen, er det ikke gratis. Det understreger dommer Jeanett Bukhave i Københavns Byret.

- Det er en formildende omstændighed, at du har haft en mindre betydende rolle, men det er samtidig skærpende, at det stod på over længere tid, at der har været flere opbevaringer, og at du har tjent på det, siger hun ved domsafsigelsen.

Lagermanden er en del af en større hashsag, som politiet kalder "La Liga", hvor en stor gruppe i alderen 21 til 59 år er sigtet for organiseret hashhandel- og indsmugling.

I foråret 2016 anholdt Politiets Task Force Øst 19 personer i sagen. I alt er der beslaglagt omkring 400 kilo hash, og de største syndere sigtes for indsmugling og salg af mindst 1,4 ton af det euforiserende stof.

Anholdelserne fandt sted på Lolland, Nordvestsjælland og i København, og alle blev varetægtsfængslet på nær en.

Flere har derefter valgt at tilstå, og det seneste eksempel er lagermanden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.