Læsø-borgmester vil endevende trængt kommuneøkonomi
Læsø slås med røde tal på bundlinjen, men borgmester vil kæmpe for, at øen forbliver en selvstændig kommune.
Kommunalbestyrelsen for Læsø Kommune mødes mandag for at drøfte den trængte økonomiske situation, som kommunen med 1800 indbyggere er havnet i. Borgmester Tobias Birch Johansen mener dog, det er for tidligt at afskrive øen som en selvstændig kommune.
Kommunalbestyrelsen for Læsø Kommune mødes mandag for at drøfte den trængte økonomiske situation, som kommunen med 1800 indbyggere er havnet i. Borgmester Tobias Birch Johansen mener dog, det er for tidligt at afskrive øen som en selvstændig kommune. Foto: Berg Pedersen Mikkel/Polfoto


De røde alarmklokker er begyndt at ringe hos landets mindste kommune, Læsø.

En opfølgning på kommunens økonomi viser, at kassebeholdningen er faretruende lav. Hvis det fortsætter, risikerer kommunen ifølge DR Nordjylland at blive sat under administration af Indenrigsministeriet til sommer.

Læsø-borgmester Tobias Birch Johansen (V) maner dog til besindighed.

- Nu skal vi lige have fundet ud af, hvad der ligger til grund for de her beregninger fra administrationen, siger borgmesteren til Ritzau.

- Er der noget forbrug, der skulle have været finansieret af lån i stedet for af kassebeholdningen, så kan vi forholdsvist nemt lave om på det, siger Tobias Birch Johansen.

Hvis problemerne derimod viser sig at bunde i for høje omkostninger, så er det en hel anden medicin, der skal til.

- Hvis det viser sig, at problemerne skyldes, at det er for dyrt at drifte vores kommune i forhold til det budget, der er lagt, så må vi genåbne budgettet og kigge på, hvor vi kan hente nogle flere penge og få tingene til at passe igen, siger borgmesteren på Kattegat-øen.

Og kan kommunalpolitikerne ikke selv pege på besparelser, må man have hjælp udefra.

- Hvis det viser sig, at vi ikke har mulighed for at finde flere midler i budgettet, så må vi ud og have en samtale med Indenrigsministeriet, og så må de pege på eventuelle besparelser, siger borgmesteren.

Selv om der kun bor 1800 mennesker på Læsø, mener borgmesteren ikke tiden er inde til at overveje en indlemmelse i Frederikshavn Kommune på den anden side af vandet.

- Vi er rigtig glade for samarbejdet med Frederikshavn, men uden at fornærme nogen, tror jeg godt, jeg kan sige, at hverken vi eller Frederikshavn er interesseret i at lave sådan en handel, lyder det fra borgmesteren.

Han hæfter sig også ved, at befolkningstallet på Læsø har været svagt stigende på det seneste.

Økonomiudvalget har de økonomiske udfordringer på dagsordenen på et møde mandag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.